Storslået arkitektur med grønne rekreative områder og maritime miljøer. Med en lokal guide skal vi på en guidet tur rundt i Aarhus’s nyeste bydel, der både bliver rost og udskældt. Det er også her, vi skal nyde dagens frokost på Øens Madhus.
Herefter fortsætter vi til Væksthusene, byens grønne hjerte, hvor vi tager på en rejse gennem fire
klimazoner.
Afgang fra Herning/Ikast og Silkeborg mellem kl. 07.30 og 08.20. Kursen er sat mod Aarhus, men forinden
finder vi et passende sted til et lille ophold til vores medbragte formiddagskaffe.
Vel ankommet til Aarhus Ø bliver vi mødt af vores lokalguider, der i roligt tempo tager os rundt på en spændende og informativ rundtur (ca. 3 km).
Bydelen, der siden 2008 er skudt op på den tidligere containerterminal, og inden længe vil huse 10-12.000 indbyggere, er i konstant forvandling. Vi får fortællingen om, hvordan fortidens havnearealer er blevet til fremtidens urbane rum. Undervejs hører vi om planerne og visionerne bag byggeriet og om bæredygtige løsninger, der bidrager til Aarhus’ mål om at blive CO2-neutral i 2030. Ikke mindst ser vi nærmere på en række spændende bygninger: Lighthouse (Danmarks højeste hus), Isbjerget, Generationernes Hus, AARhus i Aarhus, Kampanilen, Wellness-hotellet (under opførelse) og Nicolinehus m.fl.
Vi hører også om de mange tiltag, der skaber liv i bydelen: det internationale sejlsportscenter, havsvømmebanen, surferbanen, ”badehusene”, teatersalen samt de mange caféer og restauranter.
Rundvisningen slutts af ved Generationernes Hus, som er et moderne bud på flere generationer under samme tag. Her ligger også Øens Madhus, hvor vi skal nyde 2 lækre stykker smørrebrød samt en valgfri vand, saft eller øl.
Herefter går turen mod Væksthusene, byens grønne hjerte, hvor der dels er rundvisning med fortælling om verdens biodiversitet i fire klimazoner med smukke blomster og planter Vi kommer bl.a. forbi udstillingen ”Vilde Vækster” hvor vi kommer tæt på den diversitet og særegne skønhed, der findes i helt almindelige planter i den danske natur.
Kaffe og kage - hvorefter vi indleder hjemturen.
Forventet hjemkomst mellem klokken 16.30 og 17.30