Skønne Thy og nationalparken

Fritekstsøgning

Dagsprogram

  • Mandag 1. juni

    Thy og nationalparken er nærmest indbegrebet af, hvad Vestjylland kan. Her er højt til loftet og plads til begejstring.
    Med naturguiden Thorkild Møller tager vi på tur mandag 1. juni.
    Busopsamling i Herning og Skive (mellem kl. 07.30 og 08.30), hvorefter kursen går mod Vildsund. Formiddagskaffe og et smurt rundstykke inden vi samler naturguiden op.
    Kursen sættes mod Nationalpark Thy, hvor vi på vej mod Stenbjerg får spændende fortællinger og introduktion til områdets natur og kulturhistorie.

  • Fra fiskeleje til nationalpark

    Ved Vorupør Landingsplads træder vi ud midt i et autentisk kystmiljø, hvor fiskerbådene stadig trækkes op på stranden. Her mærker man historiens vingesus – fra det barske kystfiskeri, hvor hver tur kunne være livsfarlig, til nutidens rolige, men stadig levende fiskerleje. Vi besøger også
    Nationalparkcenteret og får en kort rundvisning, inden turen går videre.

  • Cold Hawaii

    Vi følger Kystvejen mod Klitmøller, hvor vinden, lyset og havet konstant skifter karakter. Undervejs fortæller guiden om Skudefarten – den gamle handelsrute langs kysten – og om de dramatiske strandinger, der har præget området. I Klitmøller, kendt som “Cold Hawaii”, møder vi en helt anden fortælling: nutidens surfere, der jagter bølger i verdensklasse. Her smelter rå natur og moderne livsstil sammen på en helt særlig måde.

  • Søer og stilhed

    Vi bevæger os ind i Nationalparkens roligere landskab ved Nors og Vandet Sø. Her ligger to af Danmarks reneste søer omgivet af klitter og skov, og stilheden er næsten påfaldende. Ikke langt herfra blev den første ulv i nyere tid observeret i 2012 – en begivenhed, der vakte stor opsigt og markerede naturens egen evne til at vende tilbage, når pladsen gives.

  • Vildmark og frokost med udsigt

    Turen fortsætter gennem Hanstholm Vildtreservat, et enormt område formet af naturens kræfter. I middelalderen drev sandflugten som en langsom katastrofe hen over landskabet og begravede gårde og marker. Først i 1800-tallet lykkedes det at standse sandet ved hjælp af plantning – et
    menneskeskabt indgreb, som i dag danner rammen om et unikt naturområde.
    Omkring kl. 12.00 har vi booket bord på Hanstholm Madbar med en af landets flotteste udsigter. Vi har bestilt en omgang rødspætter med rejer og rugbrød. Vil du hellere have en “Bunkerburger” finder vi også ud af det.

  • Historie, vind og vidder

    Efter frokost går turen forbi Hanstholm Fyr og videre mod Hjardemål, hvor kirken gemmer på historier fra Thylejren i 1970 – en tid præget af alternative livsformer og stærke idealer. Vi fortsætter mod Bulbjerg og passerer undervejs de enorme vindmøller ved Østerild Testcenter – et symbol på
    nutidens grønne energi.
    Ved Bulbjerg rejser kalkklippen sig dramatisk 47 meter over havet – det eneste fuglefjeld på fastlandet i Danmark. Herfra er udsigten over Jammerbugten ganske enkelt betagende, og man forstår, hvorfor stedet kaldes “Jyllands skulder”.
    Eftermiddagskaffe og kage et passende sted.

  • Fugleliv og fjordlandskab

    På vej sydpå følger vi Vejlerne, Danmarks største fuglereservat. Her lever tusindvis af fugle i det vidtstrakte vådområde, og landskabet er et paradis for naturinteresserede.
    Turen afsluttes med en hyggelig overfart med Feggesundfærgen over Limfjorden, inden vi kører gennem det bakkede Nordmors og videre mod Sallingsund.
    Vi forventer at nå Sallingsund omkring kl. 17, hvor guiden siger farvel – forhåbentlig med hovedet fuld af fortællinger og sanserne fyldt med indtryk fra en af Danmarks mest unikke naturperler.
    Vi kører tilbage mod hjembyerne.

Afgange- og ankomsttider

Plads På- og afstigning
Herning Markedspladsen ved Møllegade
Skive P pladsen ved Kulturcentret

Tilvalg og tillægspriser

Udflugter og valgmuligheder

  • Sædereservation
    Sædereservation Kontakt Læserklubben for nøjagtig sædereservation.
    Pris: 50,-
  • Ikke-abonnentpris
    Ikke-abonnentpris
    Pris: 50,-

DatoAfrejsestedDestinationLedige pladserPrisSærpris for
abonnenter
1/6Flere
Se alternativ
Thy og nationalparkenMere end 8845,-795,-BestilMere information
Rejsekalender
28/3En festlig aften med Jørgen Olsen TrioFra 349,-
Kontakt os
Adresse:
Læserklubben, en del af Mediehusene Midtjylland
Østergade 21
7400 Herning