I den smukke sensommer tilbringer vi en stemningsfuld aften i byens næsten 2000 år gamle antikke amfiteater, hvor vi under åben himmel oplever en af Verdis mest berømte operaer »Aida«. En ganske særlig oplevelse, hvor de skønne toner og kraftfulde stemmer udfolder operaens dramatiske fortælling om kærlighed, lidenskab og smerte i historiske omgivelser.
Operarejsen byder dog på meget mere end musik og sang. Vi skal blandt andet på udflugt til det anerkendte vinområde Valpolicella, hvor vi inviteres med på en fantastisk rejse ind i vinens verden og får indblik i områdets stolte traditioner og smagsnuancer.
Med afrejse fra Billund tidlig morgen torsdag 27. august flyver vi til Milano, hvor vi lander et par timer senere. Her venter vores bus og danske rejseleder og vi kører til Gardasøen, en meget smuk tur langs søbredden fra Garda til Malcesine og en let gåtur til havnen.
Der er tid til at besøge både Kaptajn Paladset og den smukke borg, inden vi sejler til Limone, byen, som klinger smukt i manges ører, og det er absolut velfortjent. De små gyder bag havnen, hvor der er så mange hyggelige butikker, caféer og restauranter - og hvem kan stå for den gode
citronis, som næsten får englene til at synge?
Midt på eftermiddagen kører vi til Verona. Her bliver vi indkvarteret på vores hotel, som ligger tæt på arenaen.
Vi nyder fælles middag med ægte italienske gode napolitanske pizzaer.
Fredag efter morgenmaden tager vi på en skøn spadseretur rundt i hjertet af den gamle romerske by, naturligvis med besøg på markedspladsen Piazza Erbe og Julies romanske balkon.
Vi tager det lille tog, der kører os rundt langs Adigefloden og periferien af centrum, så vi blandt andet også får set det romerske teater, katedralen og Ponte Pietra.
Resten af dagen på egen hånd. Eventuelt tilkøb af billetter til Verdis Nabucco.
Lørdag formiddag kan man besøge det lokale marked, der bugner af lækre frugter og grøntsager.
Midt på dagen kører vi ud af byen til vinområdet Valpolicella, hvor vi skal gæste en af de antikke vingårde, der er med til at producere de lokale vine, heriblandt den verdensberømte Amarone.
Vi nyder landskabet, vinstokkene med saftige druer og den aktive summen, der hersker på stedet. Gennem generationer har nogle af disse vinbønder sat en stor ære i at forvandle mosten til den lækreste vin. Vi hører om den traditionelle måde at producere de ædle dråber på og smager også på herlighederne akkompagneret af lokalt pålæg og oste.
Om aftenen er der eventuelt tilkøb af operabillet til La Traviata.
Søndag formiddag skal vi på madkursus i hjertet af Verona med en engelsktalende, men meget italiensk kok.
På ægte italiensk vis indleder vi seancen med en espresso, for dem skal man jo helst have otte af om dagen som italiener. Derefter introduceres vi til dagens menu, får forklædet på og sætter i gang. I mindre hold skal vi tilberede tre forskellige retter, som vi efter endt dåd får lov til at nyde sammen med vores rejsefæller. Vi får rigtig gode fif undervejs til, hvordan man forholdsvis
nemt tilbereder gode italienske retter, så vi kan imponere vores fremtidige gæster.
Buon appetito - frokosten serveres med tilhørende vand og vin.
Resten af dagen er der tid til afslapning inden aftenens festforestilling.
Vi skal opleve en af Verdis mest berømte operaer »Aida«, som i mange år har været Verona Operaens varemærke. Det var den første opera, der blev opført i arenaen i 1913, og den er siden blevet opført over 500 gange, hvilket gør den til den mest opførte opera i arenaens historie.
Forestillingen begynder klokken 21.00, og den gamle romerske arena kan rumme mere end 20.000 tilskuere.
Vi har pladser på »Gradinata Numerata« i arenaen, hvor vi nyder aftenens forestilling (opgradering kan tilkøbes).
Mandag efter nogle oplevelsesrige dage flyver vi tilbage til Billund. (Flyskifte på hjemturen)
Billetter inkluderet er 6° settore Numerati – K - mørkegrå - nummereret plads på stentrin uden ryglæn.
Opgradering af billetterne - 3° settore Rossini – H - laksefarvet - nummereret plads på klapstol kr. 698,- pp.
Der kan eventuelt lejes puder i arenaen for at få det lidt mere komfortabelt. Man ser og hører godt fra disse pladser
Tillæg for operabillet til La Traviata ellr Nabucco kr. 398,- (+ evt. opgradering)

Beregn 6,5 euro pr. pers. pr. nat i turistskat